Slide background

Skolebørn

Skolestart

Når et barn med høretab skal starte i skole, bør man overveje, hvilken skole man foretrækker til sit barn. Ligeledes skal overgangen fra dagtilbud til skole forberedes i god tid. Skolen skal have tid til at tilpasse de fysiske forhold til de behov, som eleven har, og lærere og pædagogisk personale skal have viden om høretab, så de kan give barnet med høretab de bedste betingelser både i undervisningen og socialt.

Skolevalg

Børn med høretab begynder, som alle andre børn, i børnehaveklassen det kalenderår, de fylder 6 år. De fleste børn begynder i den kommunale distriktsskole, der ligger nærmest bopælen. I nogle tilfælde er der forældre, der anbefales og/eller vælger andre muligheder, som kan være:

  • en distriktsskole længere væk fra bopælen
  • en privatskole
  • en gruppeordning for børn med sproglige/andre vanskeligheder
  • et specialundervisningstilbud i en af kommunens specialklasser
  • et specialskoletilbud i/uden for kommunen.

Der kan være mange overvejelser, når man skal tage det optimale skolevalg for et barn med høretab. Det er en god ide:

  • at være i god tid
  • at sparre med de tilknyttede fagpersoner (f.eks. talehørekonsulent og personalet i daginstitutionen)

Forberedelse af skolestart

Når det er besluttet, hvilken skole barnet skal gå i, er der mange gode råd om, hvad barnet skal kunne for at være skoleparat. For barnet med høretab vil der formentlig være yderligere tiltag, der skal forberedes, blandt andet:

  • at barnet selv bliver i stand til at skifte batterier i høreapparaterne/CI/BAHS.
  • at barnet kan sige til/fra hvis det høretekniske udstyr ikke er i orden.
  • at barnet kan passe på sine høreapparater/CI/BAHS og sikre, at de ikke bliver væk.

Se i øvrigt “Elevens funktionelle hørelse“.

Overlevering fra dagtilbud til skole

Ved overlevering fra dagtilbud til skole/fritidstilbud kan man bruge følgende “køreplan”:

  • Der afholdes overleveringsmøde inden skolestart med deltagelse af forældre samt relevant personale fra daginstitution, SFO, skole og talehørekonsulent.
  • Der udnævnes en tovholder for det kommende samarbejde mellem skole/SFO, forældre og talehørekonsulent.
  • Det bør sikres, at modtagende skole får god tid til at tilpasse de fysiske forhold til de specielle behov, som eleven har. Se også “Undervisningsmiljø“.
  • De modtagende lærere/fritidspersonale bør have grundig viden om børn med høretab, og hvilke behov og udfordringer det pågældende barn har. Se også “Rådgivning og vejledning“.
  • Personalet skal have viden om kommunikation med og undervisning af børn med høretab. Se også “Høretab i skolen” samt “Undervisningsmiljø“.
  • Der bør laves aftale om, hvad der praktisk skal foretages for at opnå et godt og velfungerende lyttemiljø, herunder få akustik, belysning og høreteknisk udstyr på plads, inden barnets start i skolen. Husk aftaler om
    – hvornår og i hvilken rækkefølge arbejdet skal sættes i værk og
    – hvem der er ansvarlig for arbejdets udførelse.
  • Forældre, lærere, pædagoger og talehørekonsulenten opstiller sammen realistiske mål i forhold til barnets trivsel og udvikling, både fagligt og socialt. Se også “Skole-hjem-samarbejde“.
  • Målene kan efterfølgende evalueres med fast mødeinterval.
Kommunikation med personer med høretab

Illustreret af Keld Petersen