Slide background

Skolebørn

Støtte til eleven

Støtte til en elev med høretab skal være med til at sikre, at eleven får en sikker og stabil begrebsdannelse og faglig udvikling, og at eleven er på niveau med sine klassekammerater. Støtten kan bestå af flere forskellige indsatser, bl.a. forberedelse og efterbehandling af undervisningen eller anvendelsen af en støttelærer i selve undervisningen.

Støtten bør foregå i tæt samarbejde med forældrene, som kan støtte deres barn ved at forberede/efterbehandle barnets skoledag.

Forberedelse og efterbehandling

Forberedelse består i, at eleven forberedes på, hvad der skal ske i en bestemt lektion eller i løbet af dagen. Det kan foregå ved, at en lærer mødes med eleven før dagens undervisning begynder og her forbereder eleven på dagens opgaver, nye ord og begreber.

Forberedelse giver eleven mulighed for:

  • At være på forkant med emner og begreber
  • Genkendelighed i undervisningen
  • At byde relevant ind i undervisningen
  • Reference (over kort eller lang tid)
    For nogle elever med høretab kan det være nødvendigt, at forberedelse ligger samme dag, som det pågældende fag, således at referencen er kort. Man kan arbejde på at lave referencen over længere tid, så eleven magter at få forberedelse dage før til det pågældende fag. Lige så med efterbehandling.
  • Gruppering af viden i hovedpunkter
    Eleven skal kunne opdele (gruppere) sin viden, så han/hun kan se ligheder og har nemmere ved at få et overblik over, hvad han/hun ved, og hvordan den viden skal bruges.
  • At se sammenhænge på tværs af fag
    Det er vigtigt, at eleven kan bruge sin viden tværfagligt og se sammenhænge på tværs af fagene, f.eks. mellem naturfag, matematik og samfundsfag eller mellem dansk, hjemkundskab og biologi.

Efterbehandling består i en opsamling af skoledagen. Det foregår ved, at eleven mødes med en lærer og får samlet op på dagens undervisning og de nye ord/begreber, der er blevet arbejdet med.

Efterbehandling af aktiviteter giver eleven mulighed for:

  • Sikkerhed for forståelse af det stof, der er gennemgået
  • Sikkerhed for forståelse af de konklusioner, der er vedtaget i undervisningen, så der ikke opstår misforståelser
  • Afsæt til ny viden

Støttelærer

Støtte kan også bestå af en støttelærer i klassen, som har fokus på, om eleven med høretab får alt med i undervisningen. Støttelæreren kan løbende samle op og vejlede eleven. Dette kan enten foregå i klassen eller ved, at eleven alene eller sammen med en lille gruppe sidder i et andet lokale og får støtte.

Gruppering af viden

Eksempler på gruppering af viden i hovedpunkter kan være:

Historieforløb: Gruppering af personer, steder, naturbeskrivelser, hændelser i nutid over for hændelser i datid m.m.

Matematik: Gruppering af regnearter, så eleven ved tekstopgaver kan danne sig et overblik over, hvilke regnearter, han/hun skal anvende og i hvilken rækkefølge.

Fremmedsprog: Gruppering af udtale.

Svært ved at læse?

Nota er et digitalt bibliotek med lyd-, punkt- og e-bøger til personer, som ikke kan læse almindelig trykt tekst. Nota eksisterer både som hjemmeside og som app (Nota Bibliotek).

Man skal være medlem af Nota for at kunne bruge servicen, og det kan man blive, hvis man har svært ved at læse på grund af et handicap. Skolens læsevejleder eller talehørekonsulenten i kommunen kan hjælpe med registreringen.

Klik her hvis du vil læse mere om Nota.